Praktiske informationer

Selve rejsen

I Info-brevet, som du modtager ca. 6-8 uger før afrejse, vil der stå helt præcist, hvor i Kastrup Lufthavn du skal mødes med gruppen.

I Info-brevet står også dit booking nr. så du kan tjekke ind på automaterne. Guiden har gruppe-billetten og hjælper alle gennem check-in.

Når du lander, vil en bus køre gruppen til start-hotellet.

Eventuelt beskadiget bagage erstattes ikke. Dette skal dækkes af din egen indbo- eller rejseforsikring.
 Der er i rejsens pris ikke inkluderet afbestillings- eller rejseforsikring.

Dette kan bla. tegnes igennem Europæiske Rejseforsikring på telefon 33 25 25 25.

På vores ture kører alle på racer og med hjelm.

Vores cykelrejser er ikke en konkurrence, men det er klart, at der nogle gange bliver spurtet til et by-skilt eller til toppen – hvis man vil det.

Vi kender vores guider rigtig godt og kan stå inde for, at de gør deres bedste for, at alle kommer godt igennem ugens etaper.

Forsikring

Husk at undersøge følgende inden afrejse:
Der er i rejsens pris ikke inkluderet afbestillings- og rejseforsikring. Dette kan f.eks. tegnes gennem Europæiske Rejseforsikring på telefon 33 25 25 25.

Dan Frost Cycling ApS er naturligvis medlem af Rejsegarantifonden og har registreringsnummer 1766.

Cyklen

Gear:
Man skal have en krans bag på, der minimum har 28-34 tænder. Foran kører man med en lille klinge, der har maksimum 32-34 tænder. Har man triple klinger foran, er man endnu bedre stillet, men det er ikke en nødvendighed. De fleste kører “kun” med to klinger foran, men er man ikke ”supermotionist” og har man aldrig prøvet at køre i bjerge før, kan man overveje et triple system. Som hovedregel er det altid bedre at have et gear for meget i den lette ende end ét for meget i den tunge! Husk også, at man skal sætte ny kæde på, når man sætter ny krans på. Ellers vil kæden “kamme” over, da den er mere slidt end den nye krans.

Sadlen:
Når man kører opad i længere tid, rykker man sig automatisk en smule længere tilbage på sadlen, og det kan derfor være en fordel at sætte sadlen en til to cm baglæns. På den måde får man virkelig presset kraften ned i baghjulet. Salve eller buksefedt skal man huske, så ”bagdelen” kan holde til de mange timer i sadlen.

Flaskestativer:
To flaskestativer er et “must”, når man kører i bjergene, hvor man behøver meget væske. Så hvis man mener, man kan spare vægt ved kun at montere et stativ, så må man tro om igen.

Lappesager, ekstraslanger og værktøj:
Dette skal med i en lille sadeltaske monteret under sadlen. Den kan købes hos alle cykelhandlere og koster ca. et par hundrede kroner. En del cykelhandlere har også et multiværktøj, der kan alt lige fra at skille kæden ad til at skrue bolte fast.

Dæk:
Vejret i bjergene kan skifte meget hurtigt, og det betyder at man kan komme ud for regn, selvom det ser ud til sol hele dagen. Derfor er det vigtigt, at man ikke møder op med dæk uden mønster eller dæk med ”skår” i. Det er livsfarligt at køre nedad bjergene i regnvejr på dæk uden mønster, når vejene er spejlglatte.

Cykelcomputer/GPS:
Tophastigheder, gennemsnit og kørte antal kilometer, er måske noget man gerne vil kunne dele/fortælle om, når man kommer hjem fra en fantastisk oplevelse med Frost Cycling. Det kan man kun, hvis man har computer/GPS på sin cykel. Nogle modeller kan sågar måle, hvor mange meter man kører opad (højdemeter) og hvor mange watt/kalorier man bruger i løbet af dagen. Det giver altid nogle spændende diskussioner om aftenen efter etaperne.

Cykeltransport

I vores kassebil står cyklerne i sikkerhed.
Vores guider gør alt hvad de kan, for at din cykel kommer til at stå så godt som muligt i kassebilen.

Cyklerne skal afleveres “hele” – dog uden pedaler. Cyklerne bliver sat ind med pap og tæpper imellem sig. På Mallorca turen vil nogle cykler skulle med ombord på flyet pga. pladsmangel i kassebilen.
Mange pakker deres stel ind i skumrør, som beskytter mod ridser – det er op til dig…
Hvis det skulle ske, at en cykel bliver skadet på rejsen er det din indbo forsikring, der skal dække. Evt. tyveri af cyklen (fra kassebilen, hotellerne osv.) skal også dækkes af din egen indboforsikring.

Ekstrahjul, værktøj og pumper kan ikke medtages i kassebilen uden forudgående aftale med os. Frost Cycling medbringer nødværktøj, pumper og ekstrahjul.
Cyklen skal afleveres ca. 3-4 dage før afrejse:

Sjælland: Ved Ballerup Super Arena
Jylland/Fyn: Hos Børkop Cykler

Alle de praktiske detaljer vil du få tilsendt i et Info-breve, der bliver udsendt ca. 6-8 uger før afrejsen.

Tøj

Tøjvalg:
Når du skal pakke kufferten til en tur med Frost Cycling er det vigtigt, at du får cykeltøj med til både sol, varme, regn og kulde. Det kan nemlig godt forekomme, at der er koldt på toppen af bjergene, for på nogle ture kommer vi op i nærheden af 2500 meters højde, hvor temperaturen kan falde ned til frysepunktet og hvis det så oven i købet er regnvejr, bliver det meget koldt på nedkørslerne.  Du yder jo ikke ret meget når du kører nedad, så det er vigtigt, at have en windbreaker og vanter med.

Svedtrøjer er en nødvendighed, da sveden skal transporteres væk fra kroppen.

Fodovertræk skal også med i bagagen, og hvis det skulle blive regnvejr på en etape, er det meget rart at have et par ekstra, tørre cykelsko til dagen efter.

Indlægget i de cykelbukser, skal helst have syningerne siddende forskelligt, for skulle du være uheldig, at få et sår i bagdelen, kan det måske reddes ved, at syningen på de ”friske” bukser ikke sidder og gnaver det samme sted. Buksefedt kan også anbefales, da trykket på bagdelen er ret kraftigt under opkørsel.

Hjelm er obligatorisk, da vi på nedkørslerne kan komme op på over 70 km i timen.

Med hensyn til det ”civile” tøj, så behøver du ikke pakke så meget, du har det kun på fra kl. 16-17 til ca. 22 hver dag (medbring f.eks. 1 par lange bukser, joggingtøj, shorts, og t-shirts).



Rejsebestemmelser

Når vi modtager din tilmelding, fremsender vi en faktura med info om depositum.

Tilmeldingen er først gyldig og bindende, når depositum er modtaget.

På udsolgte ture er det muligt at blive skrevet op på en venteliste. Ønsker du at stå på venteliste, skal du ikke indbetale depositum, før der evt. bliver plads på den pågældende tur.

Ca. 6-8 uger før turens afrejse udsendes et info-brev, der indeholder praktiske oplysninger vedrørende rejsen samt opkrævningen af restbeløbet.

Indbetales restbeløbet ikke rettidigt, kan Frost Cycling ApS betragte rejsen som afbestilt. Vi kontakter dig naturligvis, inden vi sletter dig.

Har man overført depositum og herefter melder afbud, er dette beløb tabt. Melder man afbud efter man har overført restbeløbet forbeholder Frost Cycling ApS sig ret til at beholde hele rejsens pris.

Frost Cycling ApS forbeholder sig ligeledes ret til at aflyse rejsen, hvis der f.eks. ikke opnås tilstrækkeligt antal tilmeldinger. Ved aflysning vil der omgående og senest 35 dage før afrejsen blive givet skriftlig besked herom samt fuld tilbagebetaling af indbetalt rejsebeløb.

Hvis pas, visum eller vaccinationer ikke er i orden og gyldige, hvis rejsedeltageren ikke møder op på angivet tid og sted ved rejsens begyndelse i lufthavnen, kan rejsedeltageren ikke få rejsens pris refunderet. Har rejsedeltageren ikke oplyst korrekt navn ved tilmeldingen og bliver afvist i lufthavnen som følge heraf, hæfter rejsedeltageren selv for en ny flybillet.

Rejsens pris er beregnet på grundlag af gældende tariffer, priser, afgifter og valutakurser. Frost Cycling ApS forbeholder sig ret til, inden afrejsetidspunktet at foretage eventuelle prisændringer, som forårsages af ændringer i dette grundlag.

Frost Cycling ApS forbeholder sig ret til uden varsel at foretage ændringer i rejseprogrammet, herunder anvendelse af andre hoteller og transportmuligheder. Ændringer berettiger ikke til kompensation.

Såfremt der opstår force majeure, herunder krig, krigsfare, borgerlige uroligheder, strejke, lockout, naturkatastrofer, epidemier, økonomiske krak m.v., der forhindrer den planlagt rejse, forbeholder Frost Cycling ApS sig ret til at kræve allerede afholdte udgifter dækket af rejsedeltagerne. Såfremt sådanne forhold indtræffer på en påbegyndt rejse, må rejsedeltageren selv dække de allerede afholdte udgifter samt udgifter til ophold,  hjemtransport m.v.

Evt. reklamationer under en rejse skal straks fremsættes overfor Frost Cycling ApS’ personale på rejsen. Reklamationer skal straks efter rejsen sendes skriftligt og være Frost Cycling ApS i hænde senest 7 dage efter hjemkomst. Reklamationer skal sendes til: Frost Cycling ApS, Stillidsvej 6, 2670 Greve, Danmark eller på mail til mail@dan-frost.dk 

Bagageansvar: Det er rejsedeltagerens eget ansvar, at bagagen bliver tjekket ind i lufthavnen. Evt. beskadiget bagage erstattes ikke. Evt. beskadiget cykel under transporten eller på selve cykelturen erstattes ikke af Frost Cycling ApS – ej heller tyveri af cykel eller bagage. Der henvises til rejsedeltagerens eget forsikringsselskab.

Hvis cykeltransporten på udrejsen pga. uheld bliver forsinket mere end 2 døgn, vil Frost Cycling yde kompensation til de rejsende – dog maksimalt 2.000 kr. pr. rejsedeltager.

Det kan ske, at vi benytter enkelte fotos fra turene (af deltagerne) på vores hjemmeside, Facebook og Instagram.